Webavisen.gl

Lørdag 4. september 2010

Mangel på brandmænd i Arsuk

Brandstationen i Arsuk er for lille, brandbilen bør udskiftes og der er så stor mangel på brandmænd, at der skal uddannes nye.

Det konstaterer brandchef Knud Petersen efter sit besøg i Arsuk, fremgår det af Kommuneqarfik Sermersooqs hjemmeside.

Manglen på brandmænd skyldes, at mange af de mandlige indbyggere ernærer sig som fiskere og fangere, og ganske få mænd har faste stillinger på land, fortæller brandchefen.

Brandvæsenet i Arsuk er afhængig af de mænd med fast arbejde på land, fordi de skal kunne rykke ud både nat og dag.

Nye brandfolk skal uddannes på brandskolen i Paamiut.

Brandchefen mener, at brandstationen i Arsuk trænger til en udvidelse, fordi brandstationen befinder sig i en ældre garagebygning, der ikke giver brandmændene mulighed for at evaluere begivenheder i forbindelse med brandslukningsarbejdet eller øvelser.

Brandchefen mener også, at den gamle brandbil fra 1982 er blevet nedslidt, og bør udskiftes med en ny brandbil, der bliver brugt i Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat.


© Copyright 2010 Webavisen.gl. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send til en ven