Webavisen.gl

Fredag 10. september 2010

Nye boliger til Blok Ps beboere

Nye boliger til Blok Ps beboere

Arkiv

Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik har indgået aftale om køb af 84 erstatningsboliger som følge af beslutningen om at sanere Blok P i Nuuk.

Der er tale om seks punkthuse, der er under opførelse af firmaet Permagreen. Hvert hus indeholder 14 boliger fordelt med seks 2 rums på ca. 62 kvadratmeter og otte 3 rums på ca. 78 kvadratmeter.

Boligerne opføres i Pisissia i Qinngorput bydelen i Nuuk. Halvdelen af boligerne vil kunne indflyttes i 2011 og resten i 2012. Prisen for det nøglefærdige byggeri pr. kvadratmeter er på 19.545 kr. og skal først betales, når boligerne overtages ved deres færdiggørelse.

"De nuværende lejere i Blok P vil have fortrinsret til de nye boliger. De vil blive tilbudt boligerne som lejeboliger men Naalakkersuisut vil ikke stille sig i vejen for at lejerne kan overtage dem som ejerboliger til markedspris", siger medlem af Naalakkersuisut for Boliger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederiksen.

I øvrigt vil samtlige lejere i Blok P i løbet af efteråret 2010 og foråret 2011 modtage besøg fra boligkonsulenter, der vil udfærdige individuelle handlingsplaner sammen med de enkelte lejere. Det drejer sig blandt andet om økonomisk rådgivning, boligrådgivning og hjælp til at videreformidle lejernes ønsker.

Huslejen i de nye boliger forventes at være på ca. 5.150 kr. for 3 rums boligerne og ca. 4.100 kr. for 2 rums boligerne.


© Copyright 2010 Webavisen.gl. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send til en ven